Der var ikke megen opbakning til den nu tidligere psykiater fra Rigshospitalet, da anklagemyndigheden ved dagens retsmøde havde indkaldt to overlæger med speciale i psykiatri til at afgive forklaring.

Værst var kritikken fra den tiltaltes tidligere chef, lederen af Rigshospitalets anoreksiklinik overlæge Marianne Hertz.

»Hans behandlingsmetoder er helt skæve i forhold til hvad, vi normalt gør. Hvad skulle det hjælpe at tage nøgenbilleder,« spurgte hun retorisk fra vidneskranken.

Den tiltalte læge fra Rigshospitalets anoreksiafsnit er i byretten på Frederiksberg anklaget for at have krænket fem patienter ved blandt andet at have have taget nøgenbilleder af dem og med fokus på bryster og kønsorganer.

I ét tilfælde skal han desuden have fået en patient til at stikke to forskellige dildoer op i skeden og endetarmen, mens han tog billeder. Angiveligt som et led i behandlingen af patientens anoreksi.

Den tiltalte har tidligere forklaret, at billederne var en del af behandlingsprincippet ’radikal accept' inden for dialektisk adfærdsterapi, og formålet var at få pigerne til at forholde sig til og acceptere deres krop og kønsorganer.

Men sådan en behandling ville Marianne Hertz fra vidneskranken ikke tage i forsvar.

»Det er en syg søforklaring, og det har intet med behandling at gøre,« sagde overlægen, der har 20 års erfaring i at behandle anoreksi.

»Billeder kan godt bruges til at konfrontere patienter med deres vægt, men aldrig nøgenfotos med fokus på kønsorganer,« forklarede hun.

Heller ikke overlæge Thomas Brinck fra Gentofte Hospitals klinik for spiseforstyrrelser havde hørt om andre læger, der behandlede anoreksi med den tiltaltes metoder.

»Det har intet med behandling at gøre. Dialektisk adfærdsterapi er noget, vi bruger, men ikke til at behandle problemer med patienternes seksualitet. Aldrig. Den behandling, patienterne har fået, går ud over enhver almindelig grænse, man måtte have,« sagde han fra vidneskranken.

»Jeg vil mene, at det generelt vil være krænkende at tage nøgenbilleder af psykiatriske patienter, og jeg kan slet ikke se formålet med det. Men særligt med denne gruppe af patienter er det slemt, for de er ikke i stand til at sige fra,« forklarede Thomas Brinck.

Behandlingskontrakter
Til at overtale patienterne til at lade sig fotografere har den tiltalte psykiater blandt andet brugt behandlingskontrakter og gældsbeviser på op til 250.000 kr, som pigerne skulle betale, hvis de afbrød behandlingen.

Og selvom Marianne Hertz bekræftede, at behandlingskontrakter er normale i behandlingen af anorektikere, så afvigede den tiltaltes kontrakter sig fra Rigshospitalets standardskrivelser, ved blandt andet at give den tiltalte tilladelse til at tage og videredistribuere nøgenbilleder af patienterne.

De kontrakter beskrev Marianne Hertz som »forskruede udgaver af Rigets kontrakter«.

Hvis lægen kendes skyldig går anklagemyndighederne efter, at lægen foruden fængselsstraf mister sin autorisation til at arbejde som læge samt retten til fremover at arbejde med børn. Derudover er der rejst krav om i alt cirka 130.000 kroner i erstatning til patienterne.

Byretten forventes at afsige dom i begyndelse af  september. Den tiltalte nægter sig skyldig.

Sagen kort

  • Sagen begynder kort før jul 2010, da politiet anholder en afdelingslæge fra Region Hovedstadens psykiatri på Rigshospitalet.
  • I første omgang efterforskes lægen for at have krænket en enkelt patient, men politiets efterforskning har sidenhen afdækket yderligere fire tilfælde, hvor overlægen angiveligt skal have krænket sine kvindelige patienter, der var i behandling for mulig anoreksi.
  • Efterfølgende har flere piger fortalt til Landsforeningen af Pårørende til Spiseforstyrrede, at de også er blevet krænket af lægen. Det har dog ikke ført til nye sigtelser mod overlægen.
  • Han er desuden sigtet for at være i besiddelse af i alt 668 børnepornografiske billeder.
  • Han er beskyttet af et navneforbud.

Paragraffer

Den anklagede speciallæge er tiltalt for i alt seks forhold, hvor han skal have overtrådt følgende af Straffelovens paragraffer:

  • § 150. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, straffes han med fængsel indtil 3 år.
  • § 217. Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel indtil 4 år.
  • § 219. Den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, straffes med fængsel indtil 4 år.
  • § 224. Bestemmelserne i §§ 216-223 a finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.
  • § 232. Den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.
  • § 235, stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag eller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.