Danskernes i forvejen dårlige opfattelse af psykiatrien risikerer at blive endnu dårligere, når sager som de aktuelle sexanklager mod en afdelingslæge fra Rigshospitalets anoreksiklinik dukker op.

Det mener Thorstein Theilgaard, generalsekretær i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.

»Der er ingen tvivl om, at den massive opmærksomhed er dybt, dybt skadende for psykiatrien, for den kan være med til at forstærke et billede af, at man ikke får en god behandling. Det er gift for psykiatrien, og i allerværste konsekvens kan jeg frygte, at nogle vil fravælge at søge behandling,« siger han.

Bedre Psykiatri har af flere omgange undersøgt danskernes opfattelse af psykiatrien. Senest i 2010, hvor 40 pct. angav et negativt eller meget negativt syn på psykiatrien. Kun to pct. af befolkningen har et meget positivt opfattelse af behandlingen af psykisk syge, viste undersøgelsen.

Derfor rammer det psykiatrien ekstra hårdt, når omtalen er negativ. 

»Hvis nu alle havde haft et positivt indtryk, så havde konsekvenserne måske ikke været så store. Men når befolkningen i forvejen har et negativt indtryk, så kan sagen være med til at bekræfte noget, som man har på fornemmelsen, « siger Thorstein Theilgaard.

Han mener dog ikke, at sagen kunne have været undgået.

»Sagen er dybt beskæmmende, og det er en meget, meget grim problematik, når man har med sårbare og syge børn og unge at gøre, som blive krænket i forbindelse med deres behandling. Det må bare ikke ske. Men når det er sagt, så er det også mit indtryk, at ingen regler eller retningslinjer kunne have forhindret det,« siger han.

På den tiltalte læges tidligere arbejdsplads på Rigshospitalet er det heller ikke holdningen, at sagen kunne have været undgået.

»Desværre kan sådan noget lade sig gøre i sjældne tilfælde, fordi lægen har arbejdet alene med sine patienter. Der er tale om en enkelt person, der har forbrudt sig mod både de menneskelige og de faglige relationer,« sagde centerchef Anne Lindhardt til TV2, efter sagen var kommet frem.