Forsøget er udført på Washington University, Missouri, og er offentliggjort i tidsskriftet Science Translational Medicine.
I forsøget sov de raske forsøgsmus – som er nattedyr – 40 minutter i løbet af en time i dagtiden. Men når de havde plak i hjernen, sov de kun i 30 minutter i løbet af en time.
Alzheimerpatienter har typisk ikke problemer med hukommelsen før sent i sygdomsforløbet. På dette tidspunkt vil dele af hjernen være ødelagt, og behandling er vanskelig.
Jagten på tidlige tegn på Alzheimers er derfor helt afgørende for at kunne behandle sygdommen, og netop forekomsten af plak i hjernen menes at være et vigtigt tegn på, at Alzheimers er under udvikling.
Proteinet beta-amyloid, der er en markør for Alzheimers, er et stort forskningsområde. Proteinet findes naturligt i både menneske- og musehjerner, men hos alzheimerpatienter danner proteinet permanent plak.
En af forskerne, professor David Holtzman, siger til BBC Health, at »hvis søvnproblemer begynder så tidligt i udviklingen af Alzheimers, kan det være med til at give os et let genkendeligt tegn på sygdommen«.
Forskerne gør dog også opmærksom på, at resultater af museforsøg ikke altid kan overføres til mennesker, og der er brug for mere forskning i sammenhængen.
Science Translational Medicine: Disruption of the Sleep-Wake Cycle and Diurnal Fluctuation of β-Amyloid in Mice with Alzheimer’s Disease Pathology